Carlo Rossini Wieth var søn af dommerfuldmægtig Marius Hans Lindegaard Andersen og hustru mejerske Jacobine Kirstine Wieth. Han blev uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole 1903-1905 og teaterdebuterede i 1905 i "Landlov" på samme teater. Han var skuespiller ved Det Kongelige Teater 1905-07, 1908-09 og fra 1923-43. I årene 1907-08 og 1909-10 var han dels ved Dagmarteatret, ved Folketeatret 1911-22, hvor han bl.a. spillede Nicolai i "Nøddebo Præstegaard" og ved Betty Nansen Teatret 1922-23 og dels i udlandet. Han filmdebuterede i 1910 hos Kinografen. I årene 1913-1915 indspillede han 9 film i Sverige. Han vendte tilbage til Danmark, hvor han indspillede næsten 40 stumfilm, bl.a. "Vennerne fra officersskolen", "Maharajaens yndlingshustru" og "Kærlighedens afmagt". I de film han medvirkede i omkring 1920 fik han tildelt de store roller: Peter Lykke i "En Lykke-Per", Philip Vanderdecken i Marryats "Den flyvende Hollander" og Jafet Newland i "Jafet, der søger sig en Fader". I 1919 anvendte Dreyer ham i "Blade af Satans Bog" (premiere 1921), hvor han i det finske afsnit huskes for nogle gribende scener i samspil med sin ex-kone Clara Wieth. Han indspillede sine sidste stumfilm i 1921 og vendte først tilbage på lærredet midt i 30'erne, hvor det blev til 9 tonefilm. Carlo Wieth var i perioder medlem af Teaterrådet, Den internationale skuespillerunion og næstformand i Skuespillerforbundet. Carlo Wieth var i 1943 på cykletur, men da han nåede skovløberstedet "Spaanildshus" på Helsingevej ved Hillerød sank han pludselig sammen ramt af et hjerteslag. Han blev den 20. oktober 1906 gift i København med skuespillerinden Clara Pontoppidan. Ægteskabet blev opløst i 1917 og samme år giftede han sig den 12. maj 1917 - også i København - med skuespillerinden Agnes Thorberg-Wieth, med hvem han fik sønnen skuespilleren Mogens Wieth.